På vegne af den unge religiøse mand Bobby.

Folk spørger tit, konfronter mig tit med hvorfor jeg sidder her.
Jeg svarer at tiden er, hvad skæbnen gør.
Og hør…
Stilhed fra guds nådes dør.
Ingen knirken.
Så endnu gang mit håb det dør.

Tag mig sammen. Ja.
Det ikke første gang at jeg hører den gang på gang.
Far har sagt det gang på gang.
Far han slog.
Mor kiggede på.
Så min kærlighed.
Mit individ.
Min krop.
Er ødelagt af vold, selvmordsforsøg, og ingen kærlighed.
Inderst inde, helt inde i.
Er jeg løbet tør for energi.

Jeg ser på fuglen.
Der letter.
Vinger bærer den mod tyndekraftens modgang.
Jeg drikker. Jeg drikker.
Promillen giver mig vinger.
Jeg flyver.
Som en solsort.
Men en solsort der flyver ind i et menneskes vindue.
Jeg falder til jorden.
Jeg falder i sort.
I sort.

Jeg står op på næste dag, med sår på hele min krop.
Jeg nåede der op.
Jeg nåede der op.
Men falder længere og længere for hver gang.
Der går.
Jeg lever livet, men døden er så tæt på.
Så jeg heler mig med bajere fra netto.
Går en tur.
Fra skraldespand til skraldespand.
Jeg skal have mad.
Den klarer min flaskepant.

Jeg sidder lidt.
Nyder solens frembrud.
Spiller på det eneste jeg egentlig har.
Spiller på min bistand.
En gammel slidt guitar.
Som en ung fyr solgte mig til overpris.
For det må være sjovt at se.
En fuld, fattig, hjemløs mand.
Der ikke er i stand.
Til at tænke klart og sige fra.
For fornuften er forduftet væk.
Ikke med vilje.
Ikke med vilje.
For tiden er hvad skæbnen gør.
For tiden er hvad skæbnen gør.
Og endnu en dag vil komme.
Endnu en dag vil være omme.
For tiden er hvad skæbnen gør.
For tiden er hvad skæbnen gør.